Dagbog

At være eller ikke at være...

Jeg er ved at prøve mig selv af som forfatter, og vil begynde at lægge nogle af mine tekster hérind.
Har du en mening om det, vil jeg være utroligt glad for en kommentar på min kontaktside herover.

                     


11111111111111111


Lørdag d. 31. oktober 2009

           


                                OPBRUD

Hun elskede at færdes i naturen, og opleve årstidernes påvirkning på planter og dyr…

Dog blev hun ofte skuffet, når han virkede ligeglad med den slags, og sjældent gad følge med på ture.

Derfor blev  hun overrasket, da han i lørdags spurgte,  om hun ville med ned til skovsøen, til ”hendes” bænk.

De cyklede til skovkanten, og fulgtes ind i skoven, med de nyudsprungne træer som en smuk baggrund.

Hun satte sig på den lidt fugtige bænk, og nød at have ham med; glædede sig til at sidde og hyggesludre, og putte sig ind til hans stærke skuldre.

Han virkede rastløs, og stillede sig ved søbredden, og smed et par småsten ud i vandet, inden han vendte sig, og kiggede på hende, da han pludselig sagde:  ” Jeg er ikke rigtigt glad, og føler at jeg er nødt til at flytte væk i et stykke tid”..

Hun mærkede suset i ørerne, og pulsen der løb af sted. Troede ikke, hun hørte rigtigt..”Hvad mener du”, sagde hun. ”Hvornår er du begyndt at føle sådan?”

Han havde fået lidt mere kulør i kinderne, og sagde: ”Det er ikke min mening at såre dig, men det er heller ikke fair overfor dig, hvis vi fortsætter i samme spor”.

”Ikke fair..!” sagde hun. ”Hvordan tror du så det hér føles?”

Han kiggede ned på sine skosnuder, og undgik hendes blik. Sparkede lidt til småstenene, inden han svarede:

”Du kan da ikke være lykkelig, i denne situation”.  Han rømmede sig, og fortsatte: ”Jeg har fundet en lille lejlighed i byen, og flytter på mandag. Du behøver ikke at være bekymret, for jeg tager ingenting med herfra. Kun mine personlige ting”

Hun mærkede noget, der var stærkere end hende selv. Det steg langsomt op i hendes hals, og bredte sig til hendes ansigt, som sikkert blussede, da tårerne pludselig flød ned ad kinderne.”Hvad har jeg gjort?” kom det lige så stille fra hendes mund, der bævrede.

Han kom hen og satte sig på hug foran hende, og kiggede ned på sine hænder, så hun kunne se hans begyndende måne, og det krøllede gyldne hår i tindingerne, som hun altid havde beundret:

”Du har ikke gjort noget. Det er mig, der er noget galt med. Måske er det kommet, efter at børnene flyttede hjemmefra. Jeg føler mig tom og unyttig, og i ingenmandsland. Måske er jeg kommet i en slags overgangsalder. Men det skal ikke gå ud over dig, så derfor har jeg valgt at flytte.”

Hun kæmpede for at bevare roen, og med en stille stemme, sagde hun: Kan jeg ikke hjælpe dig, eller få dig på andre tanker? Jeg kan jo ikke undvære dig, og ønsker ikke at vi skilles fra hinanden”.

Han rejste sig, og gik med tunge skridt, ud af skoven, med nedbøjede skuldre


lllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllll

Lørdag d. 9. januar 2010

       


   Ser tilbage...for sent..!

Han sad på bænken ved åen, hvor hun elskede at komme og koble af fra hendes forvirrede liv. Måske kunne hun lige nu se ham… siddende dér, (han havde aldrig i sit liv været overtroisk), måske var det bare et ønske han havde, om at hun pludselig var lyslevende igen, og ikke lå i kisten oppe i kapellet ved den lille landsbykirke.

I deres korte liv sammen, efter diverse skilsmisser, havde de været enige om, at de igennem årene i andre forhold, blot havde bevæget sig langsomt hen imod hinanden, fordi det var skæbnebestemt, at det skulle være de to. Som hun ofte, så sødt sagde: ”Gud skabte dig til mig, så derfor passer vi til hinanden, som to puslebrikker”-.

Pernille, hendes teenagedatter, var kun en positiv oplevelse i min ellers barnløse tilværelse…selvom hun havde psykiske problemer, som hendes mor brugte al sin fritid til at finde en løsning på. Der var love og regler, der sagde at man kunne få hjælp, både i det daglige, samt til skolegangen. Hun prøvede at hjælpe datteren, men løb panden mod en mur, da det offentlige system ikke virkede.

Hun fortalte en gang imellem, at hun døjede med sin arm, som ofte sov eller var øm….og somme tider, gjorde ondt helt ind i brystet. Men lægen fandt ingen fejl ved hende, så der blev ikke gjort noget ved det, og hun klagede aldrig over det til daglig.

Han var jo ikke opmærksom, og når han kom hjem fra arbejde, og hun interesseret spurgte til hvordan hans dag var gået, snakkede de om det, og han fortalte om både det, og sine planer for huset.

Hans to hunde, blev efterhånden også hendes ansvar…

Fejlen var, at han aldrig spurgte til hendes dag, eller hvad hun ønskede for vores hjem.
Når hun selv nævnte en idé, pillede han den som regel fra hinanden, fordi han havde en bedre(!) idé.

Og efterhånden, og ganske ubemærket, kom hun ikke med flere forslag...

Han havde været alene i nogle år, inden de fandt sammen, og havde haft lidt svært ved at vænne sig til tosomheden.

Dog elskede han hende jo, og ville, for alt i verden, ikke undvære hende. Og alligevel havde han tit brokket sig over, at hun plagede om at de skulle foretage sig noget sammen, uden at det handlede om deres dejlige hjem, eller venner. Altså kun de to. Også det opgav hun, og hun blev mere trist, uden at han lagde mærke til forskellen. Hvis han endelig gav efter, og de cyklede eller gik en tur, endte den altid på hans favoritværtshus, fordi hun gav efter…som altid. Hun drak kun meget lidt, og ville helst undvære spiritus, men tit lokkede han hende til at drikke lidt mere.

Han havde ikke sit kørekort mere, efter at have mistet det, da han kom til at køre en mand ihjel ved spirituskørsel. Så ofte lånte de en bil, når de skulle noget, og hun kørte villigt mange ture, når han, hans familie, eller hans venner skulle i ærinder.

Men, de få gange hun spurgte om de kunne besøge hendes familie, var han meget modvillig, og tit endte det med, at hun opgav det, da det var flovt for hende at indrømme overfor familien, at han ikke ville med.

Hun spurgte nogle få gange, om han ikke ville med hende, og han følte sig presset til det…sagde modvilligt ja, men gennemførte det ikke, til stor skuffelse for hende.

Men han blev irriteret, og følte at hun ikke forstod at han var vant til at komme på et par værtshuse, som han altid havde gjort, og hvor han havde sine venner….dem kunne han jo ikke svigte.

Irriteret blev han også over, at hende og datteren, brugte en del strøm og varme, tilsyneladende uden at tænke på, hvad det koster. Nu, hvor hun ikke var der mere, kunne han godt se, at det ikke var værre end hans eget forbrug til både værtshus eller røg…ja, hun brugte ikke mange ører til sig selv, da hun hverken røg eller drak, og ikke havde de samme dyre vaner, som mange andre kvinder…såsom frisør et par gange om måneden, eller tøjkøb o.l. Og hun var ikke smålig med at betale til budgettet…havde altid betalt mere end aftalt, så hun ikke havde meget tilbage til sig selv.

Rengøringen var ikke noget, han tænkte meget over, men i de fire måneder, der var gået, siden hun blev hentet af ambulanzen, havde han haft sygeorlov, og forsøgt at passe hjemmet…og dér blevet opmærksom på, at det tøj, han altid kunne finde i skabet, krævede noget arbejde og tid…og opvask, sengeredning, gulvvask, støvsugning, rengøring af badeværelse, ture med hundene…samtidig med hendes arbejde for datteren.

I det daglige, havde det bare været en selvfølge, at de ting var i orden når han kom hjem. Han havde ikke spekuleret på, at hun havde haft en travl dag, imens han havde været på arbejde…

Nu var hele hendes familie på vej for at deltage i hendes begravelse….hende der altid var så ivrig efter at hjælpe de i familien, der havde problemer…især hendes forældre.

Hende som de ikke så ret meget i de sidste år…siden hun fandt ham, som nødigt ville rejse fra deres lille by, eller hans værtshuse..

Nu skulle han stå ansigt til ansigt med dem, hun havde elsket, og som var mindst lige så triste og nede som han selv og datteren.

Ja, pigebarnet havde været fortvivlet over at hendes, næsten fremmede far, havde ringet og sagt, at hun nu skulle bo hos ham og hans kone i en by i den anden ende af landet. Det ville jo betyde, at hun skulle skifte skole og omgangskreds.

Nu tænker han på løfterne til hendes mor…at han ville tage sig af pigebarnet, indtil hun på naturlig vis skulle rejse, enten på grund af uddannelse, eller blot ville have sit eget når hun blev voksen nok til det.

Sørge for at hun altid havde et hjem hos ham..

Så det ville han snakke med hendes far om, lige efter begravelsen…uha, det var hårdt..

Han havde prøvet at skubbe tanken væk…havde troet at hun ville dukke op ved bænken…kunne ikke rigtigt acceptere, at hun ikke var mere…ville ikke tænke tanken….at hun var væk..

Nu var hans bedste ven, og samtidig lille dejlige elskerinde, væk for altid…og selvom han hér på bænken, følte at hun var lige ved siden af ham, med sit altid glade smil….var det den barske virkelighed der nu viste sig..og pludselig kunne han mærke novemberkulden snige sig ind under hans sorte skindjakke…og han rejste sig modstræbende op fra den så minderige bænk…med tårer i øjnene, så han ikke kunne se klart..

llllllllllllllllllllllllllllllllllllllll

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

22.11 | 19:09

Hej Stein

Jeg har nu fundet mere overskud til at gøre mere ud af min hjemmeside...
Håber du har det godt, min ven

...
22.11 | 19:08

Det er længe siden, jeg var herinde.

Tak for dine søde ord, Susanne

Ja, vi skal glæde os over, at vi får lov at være med i livet..

...
26.09 | 01:19

...inden den bare lukker ned igen..! Meget irriterende...

Jeg skriver en mail i morgen, og forklare det hele...

Håber I hygger jer

...
26.09 | 01:17

Hej søde Lea
Min skype er gåetdet helt grasat...For hver gang, jeg åbner den, står den nærmest stille...og ligesom 'fryser'...og jeg kan ikke skrive noget..

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE